Vrede er en stærk og ofte målrettet form for aggressivitet, der handler om at sætte grænser. ”hertil og ikke længere”, siger jeg med min vrede. Det er en kraftfuld måde at sige nej på, og udfordringerne med at sige nej er mangfoldige.
Vrede kan eksempelvis være kraftige udladninger mod en bestemt person, en gruppe, en organisation eller en trend i samfundet. Det handler om, at jeg føler mig provokeret, krænket, invaderet, overrumplet mm., og har brug for at markere hvor jeg står og vise hvem jeg er.
Vrede kan også være en beskyttelse af min sårbarhed, som jeg ikke tør – på grund af skam – at vise, og derfor skjuler bag mit forsvar af vrede. Det er jo helt almindeligt at høre forældre sige:
”store drenge græder ikke”
og da jeg tilsyneladende er forkert, når jeg viser at jeg er ked af det, så kan jeg jo i stedet blive vred, da det er mere passende for en dreng.
Mere generelt kan man talt om aggresivitet, som en grundlæggende “motor” vi har som mennesker, og som er det der driver os frem mod det vi vil opnå. Det at gøre noget, at handle eller at udtrykke sig, er i sin essens en form for agressivitet. Vrede er når aggressiviteten rettes mod et bestemt objekt (ofte andre mennesker) enten som en grænsesætning eller som en projektion af egne skjulte sider (blinde pletter). Vrede opfattes ofte som negativt eller forkert.
Hos HvemErJeg er din vrede velkommen, og min erfaring er, at når vreden bliver forstået, bliver den til klarhed, som vil skabe tydelige og balancerede grænsesætninger i mine relationer.