Jeg fik her op til jul en julehilsen fra en i mit netværk hvori der velmenende stod:

”get rid of your deffuse worry”

hvor budskabet var, at jeg kun skal bekymre mig hvis det hjælper.

Der er efter min mening tale om et udsagn, der tilsyneladende giver mening og alligevel provokerede denne sætning noget i mig. Man kan sige at den bekymrede mig (hvilket selvfølge handler om den jeg er), og jeg begyndte at reflektere over, om det nu også er muligt, at jeg kan nøjes med at bekymre mig, der hvor det virkeligt hjælper, og hvordan kan jeg vide på forhånd om noget er værd at bekymre sig om. Jeg kom her til at tænke på sindsrobønnen:

Gud giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Jeg er fuldstændig enig i at 99% af alle bekymringer ikke bliver til noget, og den sidste 1% bliver altså til noget, så der er ikke nogen grunde til at bekymre sig, for der sker jo det der sker, og så alligevel.

Vi er som mennesker forprogrammerede til at være opmærksom på faresignaler. Vi har strukturer i hjernen og nervesystemet, der hele tiden er årvågen og opmærksom på faresignaler. Og heldigvis for det, da vi ellers ikke ville overleve ret længe. Bekymringer er når vi, ved hjælp af vores even til simulere scenarier for fremtiden, forudser at noget kan gå galt, og at vi derfor, her og nu, bliver ængstlige selvom at der ikke er noget at være ængstelig for lige nu.

Bekymringer er altså en del af menneskets natur, og vi kan da godt sige: ”Du skal ikke bekymre dig” til hinanden, men hjælper det?. Det kan få en flavour af, at det er forkert at bekymre sig, og at jeg er forkert hvis jeg bekymre mig. Jeg kan så gå ud i verden og lade som om, at jeg ikke bekymre mig, selv om at det er det jeg gør. Når jeg lader som om, jeg ikke bekymre mig, bliver mine handlinger mærket af at jeg faktisk bekymre mig, og det vil kunne mærkes i de relationer jeg er i. Specielt hvis jeg tilmed føler mig forkert over at jeg bekymre mig. Dette bliver en slags dobbelt bekymring, som gør min adfærd uhensigtsmæssig og kontaktløs.  Eksempelvis det at udvise en arrogant, uempatisk eller undgående adfærd.

Ok, selvfølgelig kan nogle mennesker virke ovrebekymrende og hele tide fokusere på det negative. Her hjælper det ikke at sige ”don’t worry” da det vil prelle af som vand på en gås. Der er sandelig også mennesker der, tilsyneladende, bekymre sig så lidt at de nærmest virker som totalt naive og lalleglade personer, der hele tiden siger ”det skal nok gå” også i tilfælde hvor det ikke lige det der er brug for. I begge situationer er der efter min mening tale om fastgroede adfærdsmønster, som afholder disse personer i at se andre muligheder.

Efter min mening virker det ikke at sige ”don’t worry” da det at bekymre sig er en medfødt instinktiv kompetence, der er nødvendig for overlevelse, og som lige meget hvad vi gør af krumspring altid vil være der alligevel. Mulighederne skal findes i accepten og i en undersøgelse af, hvad det er jeg gør når jeg bekymre for meget eller for lidt.

Jeg kan ikke fjerne mine bekymringer ved at sige ”don’t worry”. Det er alt for mentalt og det virker ikke eller kun begrænset, når mine bekymringerne først er der. Men gennem accept og forståelse af, at bekymringer er en del af menneskets eksistensvilkår, kan jeg holde både bekymringer og muligheder i bevidstheden på en og samme tid. På denne måde kan jeg gå ud i verden og udfordre livet med både mod og bekymringer. Mod er at tur miste fodfæstet for et øjeblik (citat tilskrives Søren Kirkegaard). Altså at være sårbar i det jeg gør, og når jeg er sårbar, vil der naturligt også komme bekymringer.

Så af med masken og vis hvem du er. Det skaber anerkendelse, kontakt og gode relationer. Brug livet til at undersøge hvem du egentligt, er og vær aldrig tilfreds med de svar du finder, for der er altid mere at komme efter. Mennesket har en iboende ønske om at udvikle sig, og al udvikling starter med først at finde hjem, altså at være den du er her og nu, med og uden bekymringer.